Bobby Fischer i krig!

Til stor overraskelse for skakspillere i Danmark, valgte Gyldendal i 2005

at udgive denne bog, vel nok pga. dens spændende plot! Den har fået megen omtale i de danske

medier, især blandt ikke-skakspillere synes jeg, så på den måde er den god reklame!

Bogen omhandler den berømte VM-match i Reykjavik 1972, som skabte en medieårvågenhed omkring skak som aldrig var set før, bl.a. alle steder i USA ville folk spille skak – på gader, i parker, på veje, beværtninger, på jobbet osv.

I skakvidunderet Fischer – der som 14-årig var blevet verdens yngste stormester - så amerikanerne virkeliggørelsen af ”den amerikanske drøm” individets kamp mod hele det sovjetiske system.

Ja selv i Danmark fik skakken et boom og klubberne blomstrede op, langt op i 1970-erne!

På trods af Vietnamkrigen og hvad der ellers skete rundt omkring, fik Fischer og skakken pludselig en kæmpeomtale i medierne, som ikke er set siden hen efter min mening, heller ikke da Kasparov tabte til Deep Blue!

Fischer vandt VM 1972, men det mest spændende ved det var en række ikke-skaklige faktorer – psykologisk krigsførelse og magtkampe om penge, politiske ideologier m.v.

Vi får også en række oplysninger som kan medvirke til at forklare Fischers forhold til fænomenet USA, og antyde nogle årsager til hans specielle personlighed: Der ER i bogen bl.a. beviser på at Fischers far ikke var hans rigtige far, og at hans rigtige far (og mor) sidst i 1950-erne blev udspioneret af FBI, idet man mente de var kommunistiske spioner!

Så kan man vel godt forstå tendensen til forfølgelsesvanvid og mistroen til USA?

Det hele bliver linet op nærmest som et teaterstykke med forskellige aktører og pludselige uventede begivenheder i forskellige akter.

Forfatterne har været grundige og undersøgt de fleste kilder ordentligt tilsyneladende både i USA, på Island og i Sovjetunionen, men indimellem er det tydeligt at de ikke selv har været der under partierne, og de burde have ladet forløbene omkring selve skakken- altså partierne - blive kommenteret af en der var der/havde forstand på det, nemlig vores egen Bent Larsen, som jo udover at være Stormester og skakjournalist også har været Fischers sekundant.

Men læs Bent Larsens egen bog om matchen (og måske Jens Enevoldsens bog) oven i, og måske en af de engelsksprogede (Russians versus Fischer er der en der hedder), og Fischers egen ”My 60 Memorable Games” så kan man efterhånden danne sig et bedre billede af denne specielle personlighed, hans imponerende skak på brættet, og den mystiske match…

Nå ja, der er for resten ikke nogen partier med i denne skakbog! – Kun beskrivelser af hvad der skete mennesker imellem undervejs, og nogle af historierne som vi kender, viser sig ikke at holde vand, mens andre faktisk ikke helt kan modbevises, der kan være noget om ufine tricks såsom psykologisk krig, kemisk krig eller bestråling (forgiftning af Spasskij?), en hemmelig genstand anbragt i Fischers stol osv., metoder som CIA & KGB åbenbart havde i deres ”arsenal” på den tid, uden at man dog kan give nogen af dem skylden for det…

Forfatterne forsøger også at bevise at Fischer som barn havde psykopatiske træk, men det synes jeg som pædagog med lidt kendskab til dette område af psykiatrien, ikke er overbevisende nok – at han har en ustabil personlighed, en forsinket pubertet, forfølgelsesvanvid (begrundet?) og er følelsesmæssigt handicappet så at sige, er der derimod ikke tvivl om.

Her er forskellige interessante uddrag fra bogen, fjernet fra sammenhængen men interessant alligevel….:

”Fischer var måske ikke i nogen angrebsposition ved brættet, men han viste ingen medfølelse med de officials der befandt sig uden for det. Da hans krav om fjernelse af de første syv rækker ikke var blevet opfyldt, opstillede han et ultimatum. Han ville trække sig fra matchen hvis ikke forholdene blev forbedret. „Jeg vil ikke tolerere dem længere." Fra det 17. parti og fremef­ter, sagde han, ville matchen blive spillet bag lukkede døre i et privat lokale indtil forholdene var blevet ændret „helt til min tilfredshed". Cramer bakkede ham naturligvis op: Det 16. parti, sagde han, blev spillet i et lokale der var „lige så støjende som et baseballstadion i Milwaukee".

”Cramer mødtes med Thorarinsson til frokost den 22. august, den dag hvor det 17. parti skulle spilles. Islændingen gik med til at rydde tre rækker sæder forrest i salen; to rækker blev så sat til bagest. Dette øgede afstanden mellem spillerne og publikum med seks-syv meter så den kom op på over atten. „For at redde matchen vil vi fjerne nogle tilskuerrækker, men det sker med blødende hjerte, for vi kommer til at miste indtægter på det," sagde Thorarinsson. Verdensmesteren og hans delegation blev end ikke spurgt om deres mening.

Men nu sprang en sovjetisk bombe: Spasskijs sekundant Jefim Geller udsendte en erklæring til pressen hvori han beskyldte amerikanerne for at bruge „ikke-skaklige påvirkningsmetoder" for at svække mesteren. Den gengives her ordret:

Den verdensmesterskabsmatch der for tiden finder sted i Reykjavik, vækker stor interesse over hele verden inklusive USA. B. Spasskij, de andre medlemmer af vores delegation og jeg har modtaget mange breve fra forskellige lande. Et stort antal af disse breve omhandler en ukendt faktor i skakhistorien, nemlig en mulighed for at bruge ikke-skaklige påvirkningsmetoder over for en af deltagerne.

Det siges at R. Fischers utallige luner, hans krav til arrangørerne, hans konstante forsinkelse til partierne, hans krav om at spille i afluk­kede lokaler og ubegrundede protester etcetera er bevidste midler med det formål at lægge pres på modstanderen, stresse B. Spasskij og få ham til at miste kampånden.

Jeg anser R. Fischers adfærd som stridende imod Amsterdam-aftalen der forudsætter gentleman-opførsel fra begge matchdeltagere. Jeg mener at dommerne har kendsgerninger nok til at forlange at R. Fischer skal overholde aftalens bestemmelser i denne henseende. Yderligere må det ske omgående nu hvor matchen nærmer sig sin afgørende fase.Vi har modtaget breve der peger på at visse elektroniske indret­ninger og kemiske stoffer som kan være i hallen, bruges til at øve indflydelse på B. Spasskij. Brevene nævner især R. Fischers stol og indflydelsen fra det særlige lys der er installeret over scenen efter krav fra amerikansk side.

Alt dette lyder måske fantastisk, men objektive faktorer i denne forbindelse får os til at tro på sådanne tilsyneladende fantastiske formodninger.

Hvorfor protesterer R. Fischer for eksempel så stærkt mod film­optagelse, selv om det påfører ham økonomisk tab. En af grundene kunne være at han er ivrig efter at slippe af med den konstante, objektive kontrol med deltagernes adfærd og fysiske tilstand. Det samme kan antages hvis vi også tager hans gentagne krav om at spille partiet bag lukkede døre og fjerne publikum fra de første syv rækker i betragtning.

Det er overraskende at amerikanerne kan findes i hallen selv når der ikke spilles og endda om natten. F. Cramers krav om at R. Fischer skal have „sin" særlige stol, selv om begge stolene ser ens ud og er lavet af det samme amerikanske firma.

Jeg vil også gerne bemærke at jeg har kendt B. Spasskij i mange år, men aldrig har observeret en sådan mangel på koncentration og så megen impulsivitet i hans spil, som jeg ikke kan forklare med at R. Fischers spil er specielt imponerende. Tværtimod har udfordreren i nogle partier begået tekniske fejlgreb, og i flere partier har han ikke forstået stillingens natur.

I tilknytning til det her fremførte har vores delegation overdra­get erklæringen herom til overdommeren og matchens arrangører, herunder en indtrængende anmodning om at hallen og de ting der befinder sig i den, bør undersøges med assistance fra kompetente eksperter, blandt andet med henblik på udelukke muligheden for at nogen udenforstående kan være til stede i de lokaliteter der er beregnet for matchdeltagerne.

J. Geller

Den 3. august var navnet på den skuespiller der skulle overtage rollen som James Bond, blevet offentliggjort; fremover skulle Roger Moore fungere som den britiske secret service-agent 007 med licens til at dræbe. Island kunne have været hans første mis­sion. En dæmpet fnisen gled gennem publikum da de sovjetiske påstande blev offentliggjort. „Vi får agent 007 til at tjekke salen," spøgte et medlem af den islandske skakunion.”

”Hvis man lægger nakken tilbage, vil man se en mand der kravler over en platform lige under salens loft. Han smugler videoen fra det interne tvs optagelse af matchen ud af centret. Chester Fox er fast besluttet på at lægge sin hånd på optagelsen, men den person der har ansvaret for det interne tv, Gunnlaugur Josefsson, mener ikke at den amerikanske producer har nogen ret til optagelserne. Det er Josefsson der sørger for at videoen tre gange om ugen slipper ud af Laugardalsholl.”

”De dage hvor der ikke spilles, er også kommet ind i en mere rolig gænge. Den islandske skakunions komité mødes næsten dagligt for at diskutere den seneste krise. Kassereren, Hilmar Viggoson, har til opgave at udtænke stadig mere opfindsomme måder hvorpå der kan kompenseres for tabet af tv-indtægter. Da han indrykker en annonce i en avis og anmoder offentligheden om ideer, kommer der nogle forslag ad den vej. Det mest succesrige er at præge erindringsmønter i guld.Der bliver hurtigt udsolgt. ”Vi tjente en formue på dem,” siger Viggoson i dag.”

Pers efterskrift om hvad der siden skete:
Efter VM-matchen som bogen omhandler, skete der en del mere som bidrog til myten om Fischer: Han nægtede at spille VM-match mod Karpov pga. utilfredshed med præmiesummens størrelse – og forsvandt!

Indimellem dukkede han op rundt omkring, og Fischer-fans skyndte sig at rapportere til omverdenen…

Så opfandt han undervejs ”Fischerrandom” – en skakform som virkelig øger ens forståelse for hvad der foregår på brættet er min erfaring – og der blev spillet lidt turneringer med det (uden Fischer).

Så dukkede han jo op i 90-erne og proklamerede at han var Verdensmester i skak fordi han aldrig var blevet slået!

Derpå spillede han en venskabelig retur-VM-match mod Spasskij i det borgerkrigshærgede Jugoslavien i 1992, forsvandt med præmien og blev efterlyst af USA fordi han forbrød sig mod deres handelsblokade, og i øvrigt skyldte USApenge i skat!

Pga. FIDEs kludderier om VM-titlen i 90-erne, og ikke mindst Kasparovs privatisering af VM-titlen (bl.a. for at øge størrelsen på præmiesummerne), stod vi der i starten af 90-erne med 4-5 Verdensmestre i skak!

Nu er vi i 2007 snart på vej mod ”kun” 1-2-3 verdensmestre pga. Kasparov (verdens bedste spiller) jo er gået på efterløn så at sige…

Så har Fischer lavet tåbelige racistiske udtalelser på internetradio som jeg dog ikke har haft lyst til at høre (han kan åbenbart ikke lide (amerikanske?) jøder) og da hans pas udløb blev han fængslet i Japan, men fik endelig asyl på Island, langt væk fra de amerikanske skattemyndigheder, det var en stor præstation af islændingene at få arrangeret dette, synes jeg!

-Nu vil Fischer vist gerne have lidt fred og ro i sin pensionisttilværelse, vil jeg tro…

- Der skal ikke herske tvivl om at Fischers betydning for skakkens udvikling er enorm, og nok kun kan sammenlignes med d´herrer Kasparov, Aljechin, Nimzowitsch, Tarrasch, Lasker & Fritz!

- Så find hans partier , spil dem igennem – og lær!

- Personligt er jeg heller ikke i tvivl om at Fischer med sine høje intelligens (180 points hos MENSA) har haft svært ved at klare sig i den virkelige verden, og måske egentlig er syg i sindet! Det har ikke været sjovt at være berømt og blive jagtet af CIA verden rundt, så jeg håber han nyder sit otium, og at han måske vil finde ud af at spille lidt sjov skak med min skakven Kari Elison på Island indimellem!